Titel: “Provinspinden og de mørke familiehemmeligheder: Hvad Søren Pind (måske) ikke fortæller børnene”
Okay, forestil dig dette: Du scroller ned gennem din nyhedsfeed, halvkold kaffe i hånden og en smågammel croissant fra 7-Eleven i tasken. Pludselig falder du over ordene “Provinspind” og “mørk frydefuld hemmelighed” i samme sætning som Søren Pind. Og du tænker – wait a minute… er det en ny Netflix-thriller? En gakket satire fra DR2? Eller noget meget mere personligt?
Nej, det er virkelighed. Og en historie, der på en eller anden måde involverer 600.000 danske mødre, en fødevarecheck på 2.500 kr. og en snert af tragikomisk voksenliv, som selv en solid omgang Pind-retorik næppe kan sno sig uden om.
Hvad handler det her om?
Så, lad os tage den fra toppen: “Provinspinden” er måske egentlig ikke et nyt bolche fra Toms, men snarere et begreb hentet direkte fra Søren Pinds klummeskriverværksted. Et symbolsk lod, man som dansker — og måske særligt som forælder — slæber rundt på. Det beskrives lidt kryptisk som “en mørk, frydefuld hemmelighed”, og ifølge tallene er det hele 600.000 mødre i Danmark, der nikker i skjul og siger ja, dén pind kender vi godt.
Og så begynder tankerne at rulle: Er det stressen over madpakker og manglende LEGO-klodser kl. 06.15? Er det længslen efter at være andet end nogens mor? Eller er det bare endnu en dag i provinsens psykologi?
Manden med pinden – og fødevarechecken
Pind selv har givet sit besyv med omkring den nye fødevarecheck – de der 2.500 kr., der nu skal hjælpe udsatte familier gennem inflationens tandhjul (de tygger ret hårdt pt.). Han nævner, hvordan visse børnefamilier end ikke har råd til kartofler, boliger — og sommerhuse. Og ja, hvis der er nogen, der kan få det til at lyde politisk gravalvorligt med et drys postal humor, så er det da den tidligere minister med det uforudsigelige slips.
Og selvom Søren ikke har været meget på talefod om sine egne børn – for ærligt, det felt er omgærdet af mere mystik end opskriften på J-dag – så er det alligevel svært ikke at spekulere i, hvordan sådan en pind bæres i én mands egen stue.
Vi ved fra visse artikler, at der er gang i nye kapitler privat. Faktisk har han indledt et forhold, som vækker lidt nysgerrighed og småsmil – især fordi det sætter spørgsmålstegn ved, om der måske lusker noget babylykke i horisonten. For meget tyder på, at forholdet mellem søren pind og hans nye kæreste rummer en slags begyndelse på et nyt, mere familiært kapitel.
Tilbage til Pind og provinsen – eller: Livet som satirisk sitcom
Hvis du ikke allerede har haft din moralske brunch-snack i dag, så får du lige lidt eksistentiel marmelade ovenpå: Pind spinder nemlig også en tråd mellem sit eget opvækstmiljø og den her netop så famøse “Provinspind”. En slags arvesynd med socialt stillads.
Er det lidt som når man i gymnasiet skulle spille cool til Metallica-koncerten i Herning, men stadig boede i rækkehus med petroleumsovn? Det kan man godt sige. Ifølge ham er det pinden, vi hver især bærer, fordi livet kræver det. Forældre, børn, forpligtelser og den grå hverdag med leveringstider på indre ro. Det er sgu både poetisk og lidt tragikomisk – som at koge pasta i et spritkøkken uden at vide, hvor hullet i gryden er.
Men hvad har børn egentlig med det at gøre?
Her kommer vi tilbage til starten – og tilbage til spørgsmålene om hvem der bærer hvad, og hvorfor. For når man slynger ud med, at der er “mørke, frydefulde hemmeligheder” hos mødre, og samtidig snakker familier og madpakker som state business, kommer man ikke udenom børnevinklen.
Der bor noget relaterbart i det. Ikke alle har børn – men hvis du har smagt på et liv med indkøbslister, madbudget, tøjkriser en torsdag morgen og en lille hånd på skuldrene, der spørger: “Far, hvad er en Provinspind?”, så forstår du kernen. Den handler nemlig ikke kun om politik. Den handler heller ikke kun om afkom.
Den handler om det moderne voksenliv og dets ironiske kontraster, hvor man på den ene side drømmer om en Tesla og NFT’er – og på den anden side føler sig fanget i Netto med en krympende konto og en overmoden banan i lommen.
Så Søren Pind børn? Tja… det bliver ikke meget tydeligere, men det er netop det, der gør det hele så alligevel så nysgerrigt. Man aner en eksistens bag kulissen, og det er i virkeligheden nok til at holde os fanget i næste afsnit.
Måske handler det bare om at kunne grine lidt af livets provincespin – og vide, at man ikke er den eneste, der stadig prøver at finde ud af, hvilken pind man egentlig selv bærer på.
Seneste kommentarer